lørdag den 28. juli 2007

Michael

Jeg synes jo selv, jeg er et ret tolerant menneske. Åben overfor andre sandheder end den, jeg selv hviler på. Men nogle gange får man bare lyst til at bede folk holde kæft. Tie stille.

Politivedtægten burde give mulighed for at udstede taleforbud til naive mennesker: Fjolser, tag lige to skridt tilbage fra jeres 42 tommer plasmaskærm og luk de ariske øjne og tænk jer om et par sekunder. Manden lyver jo. Fat det. Og lad være med at komme rendende med jeres Jantelov.

Jeg så engang i min højskoletid (ja, jeg har også levet) et foredrag med en ret så international dame. 4 bedsteforældre fra 4 forskellige lande. Ingen af dem Danmark. Men nu var hun så endt her mere eller mindre tilfældigt. Emnet var danskhed. Jeg frygtede det værste. Onde mennesker, for lidt sol osv.

Men så stod hun der. Smuk og multietnisk og spyttede fornuft ud i en lind strøm. Jantelov har man alle steder, sagde hun. Danmark et blot det eneste land, hvor den har et navn, og det har den, fordi folk der kikser bruger den som undskyldning.

Der er ingen grund til at hade Michael Rasmussen. Men der er ingen grund til at have ondt af ham. Man bør have ondt af folk, der er uheldige og slår sig på livet. Ikke på fjolser, der lyver og snyder sig til rigdom og fame og så bliver fanget i deres egne løgne. Heller ikke hvis de har dansk pas, og bliver fældet af en italiener.

Fat det. Tak.

fredag den 13. juli 2007

Anker

Er det ikke lidt underligt med ham Anker...?

Jeg så ham selv for et par uger siden i levende live, og han ser skam ligeså rar og flink ud i virkeligheden, som man forestiller sig.

Men en hyldest-CD? Al den fejring? Er det nok at være rar, hvis man ikke kender sine egne begrænsninger? Jeg synes det ikke.

Hjerte er godt, men en statsminister, der er all heart. Det holder ikke rigtigt.

Så tillykke med de 85 Anker, dit gamle fjols. Jeg har stor respekt for gamle mænd. Også dig.

Men jeg ville ønske, nogle af jer var født gamle og ikke havde nået at lave ulykker i løbet af livet. Men blot trisset rundt i netto med en stofpose hele livet.

Runde og harmløse - med bolsjer i lommen.