Jeg havde en herlig, men samtidig alarmerende drøm i nat.
Nu tænker du måske: Hvad rager det mig? Tjah, jeg er offentlig ansat. Mit velbefindende er pr. definition også dit anliggende.
Godt så.
Jeg drømte, at jeg havde den store ære at interviewe Danmarks 23. statsminister Anker Jørgensen. Det var et meget behageligt møde. En god snak. Desværre sluttede den brat, da Anker efter et toiletbesøg forsøgte at luske ud af bagindgangen. Jeg fangede ham, men kunne ikke overbevise ham om, at jeg havde tid til at snakke videre med ham, og da jeg konkluderede, at jeg havde stof nok til artiklen, lod jeg ham slippe væk.
Jeg håber snart at drømme om Schlüter.
torsdag den 18. oktober 2007
lørdag den 6. oktober 2007
Kolde hænder - varme hænder
Man kan jo vanskeligt passere en rygende SOSU-hjælper på fortovet i disse dage uden at bøje nakken tynget af dårlig samvittighed.
Der står de. Disse hårdtarbejdende kvinder, der får så lav en løn, at de ville gå sultne i seng, hvis ikke de allerede i de fortrængte teenageår havde sparet lidt lagre sammen på lår og baller, som de nu kan tære af.
Nej, undskyld satiren. Det er på mange måder ikke verdens fedeste job. Der er ikke meget flekstid og selvbestemmelse på en almindelig tirsdag for den gennemsnitlige SOSU-assistent. Alligevel påtager de sig opgaven. Respekt for det. Så langt.
Men jeg gider ikke høre mere tuderi om SOSU-assistenters løn. For det første er de slet ikke så lavtlønnede, som de selv bakket op af medierne fremturer med. Særligt ikke sammenlingnet med deres uddannelsesniveau. Men jeg anerkender, at det er en faglig kamp, hvor fakta ikke nødvendgvis er en velkommen gæst.
Der hvor jeg for alvor får spat er til gengæld snakken om kolde kontra varme hænder. Ideen om, at man er en bedre offentlig ansat og et bedre menneske, hvis man arbejder med varme hænder, end hvis man sidder bag et skrivebord. Hvad bilder de sig egentlig ind?
Men okay, SOSUer. Hvis I indvilliger i at nationaløkonomi, forvaltningsret, statistik og implementering af offentlig politik bliver en flereårig del af SOSUskolen, så skal jeg gerne bakke op om jeres krav om mere i løn.
Indtil da: Hold jeres kæft. Tak.
Der står de. Disse hårdtarbejdende kvinder, der får så lav en løn, at de ville gå sultne i seng, hvis ikke de allerede i de fortrængte teenageår havde sparet lidt lagre sammen på lår og baller, som de nu kan tære af.
Nej, undskyld satiren. Det er på mange måder ikke verdens fedeste job. Der er ikke meget flekstid og selvbestemmelse på en almindelig tirsdag for den gennemsnitlige SOSU-assistent. Alligevel påtager de sig opgaven. Respekt for det. Så langt.
Men jeg gider ikke høre mere tuderi om SOSU-assistenters løn. For det første er de slet ikke så lavtlønnede, som de selv bakket op af medierne fremturer med. Særligt ikke sammenlingnet med deres uddannelsesniveau. Men jeg anerkender, at det er en faglig kamp, hvor fakta ikke nødvendgvis er en velkommen gæst.
Der hvor jeg for alvor får spat er til gengæld snakken om kolde kontra varme hænder. Ideen om, at man er en bedre offentlig ansat og et bedre menneske, hvis man arbejder med varme hænder, end hvis man sidder bag et skrivebord. Hvad bilder de sig egentlig ind?
Men okay, SOSUer. Hvis I indvilliger i at nationaløkonomi, forvaltningsret, statistik og implementering af offentlig politik bliver en flereårig del af SOSUskolen, så skal jeg gerne bakke op om jeres krav om mere i løn.
Indtil da: Hold jeres kæft. Tak.
lørdag den 22. september 2007
Torben
Nogle gange må man bare kapitulere. I ugens Weekendavis faldt jeg over anmeldelsen af Torben Munkgaards debutroman Retrograd:
Henrik vender vrangen ud på sit liv. Han opdager pludselig, at alt det fjernsyn,
han har fortæret, reelt er uden indhold. Da han zapper forbi et haveprogram,
står det ham klart: »Jeg er enig med dem, der hævder, at Pia Kjærsgaard er
en farlig kvinde. Men Puk Elgaard er endnu farligere.«
torsdag den 6. september 2007
Henrik
Jeg ved godt, at verden ikke står stille. Men alligevel.
DRs tidligere alpinkonge, altid kyndige og begejstrede Henrik Lerche, der så mange gange i de tidlige 90ere gav et velkomment afbræk i lørdag formiddags prøvebillede for at lægge stemme til store østrigske triumfer har nu valgt en ny vej i livet.
Jeg var egentlig ret tryg, da han blev korrespondent i Moskva, for min tillid til Lerche var stor, og guderne skal vide, at der er brug for ordentlige folk i Rusland.
Men nu. Islamabad og fuldskæg. Jeg er ikke længere tryg og har orienteret relevante myndigheder.
søndag den 26. august 2007
Craig
Siden jeg var i Mongoliet i 2001, har jeg haft en nærmest kitchet svaghed for Centralasien. De her lande, der pludselig er dukket op på den oppustelige globus, og hvis eksistens kan forbløffe selv sunde, raske, geografiinteresserede drenge. Turkmenistan, Tadjikistan og det, der er værre.
Og da jeg samtidig har en ligeså sund fetchisime for ambassader, så var der ikke meget at stå imod med, da jeg faldt over den her Berlingske-kronik. Jeg købte fluks bogen.
Det har jeg ikke fortrudt. Man kan sagtens lulle sig selv i søvn, bekræfte sine egne holdninger med lukkede øjne. Men Craig Murrays beretning om de grumme forhold i det Usbekistan, der ellers lyder så eksotisk uskyldigt fik mig til at tænke over den såkaldte krig mod terror. Det er nemlig ikke kun en bog om Usbekistan. Det er ligeså meget en bog om det vestlige hykleri i kampen for en bedre verden.
Den gjorde stor indtryk. Og bogen fortsætter på sin vis på Murrays blog. Jeg er ikke enig i alt, hvad han skriver. Men jeg er knap så sikker, som jeg var for 14 dage siden. Det er i vid udstrækning Murrays fortjeneste. Samtidig mindede bogen mig om, hvor priviligerede vi er her i dette yndige kongerige. Det kan næsten ikke siges for tit.
Og da jeg samtidig har en ligeså sund fetchisime for ambassader, så var der ikke meget at stå imod med, da jeg faldt over den her Berlingske-kronik. Jeg købte fluks bogen.
Det har jeg ikke fortrudt. Man kan sagtens lulle sig selv i søvn, bekræfte sine egne holdninger med lukkede øjne. Men Craig Murrays beretning om de grumme forhold i det Usbekistan, der ellers lyder så eksotisk uskyldigt fik mig til at tænke over den såkaldte krig mod terror. Det er nemlig ikke kun en bog om Usbekistan. Det er ligeså meget en bog om det vestlige hykleri i kampen for en bedre verden.
Den gjorde stor indtryk. Og bogen fortsætter på sin vis på Murrays blog. Jeg er ikke enig i alt, hvad han skriver. Men jeg er knap så sikker, som jeg var for 14 dage siden. Det er i vid udstrækning Murrays fortjeneste. Samtidig mindede bogen mig om, hvor priviligerede vi er her i dette yndige kongerige. Det kan næsten ikke siges for tit.
lørdag den 4. august 2007
Johann Friedrich
Nu er det ikke fordi den her blog pr definition skal være noget stort forsvarsskrift for tyske sjæle. Den skal faktisk ikke være noget som helst andet end mine overflødige tanker.
Men i denne uge har jeg kvalt den svenske forfatter Per Olov Enquists Livlægens Besøg. Bogen handler om den tyske læge Struensees korte, men skelsættende tid ved det danske hof i 1770erne. Dels er bogen godt skruet sammen, men dels er det også en periode i danmarkshistorien, som jeg ved alt for lidt om. Derfor slugte jeg den i et hug.
Bogen beskriver Struensee som et fremsynet og liberalt menneske, der ikke bare søgte magten for magtens skyld, men som inspireret af tidens store oplysningstænkere satte en række reformer i den danske sø. Alt i alt et fint menneske.
Så jeg blev lidt nysgerrig, og spurgte google. Man kan vist roligt sige, at mindst en enkelt kritiker ikke var begejstret for karakteristikken af den tyske medicinmand. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro på.
Hvorom alting er, så er der vist enighed om, at tysken blev aflivet på Østre Fælled i København den 28. april 1772. Han blev derefter trillet til Vestre Fælled. Resterne af ham skulle nu angiveligt være endt i den tyske Skt. Petri Kirke. Så den besøgte jeg i dag. For lige at vise Johann Friedrich den sidste ære. Oplysningsmand eller ej.
Men i denne uge har jeg kvalt den svenske forfatter Per Olov Enquists Livlægens Besøg. Bogen handler om den tyske læge Struensees korte, men skelsættende tid ved det danske hof i 1770erne. Dels er bogen godt skruet sammen, men dels er det også en periode i danmarkshistorien, som jeg ved alt for lidt om. Derfor slugte jeg den i et hug.
Bogen beskriver Struensee som et fremsynet og liberalt menneske, der ikke bare søgte magten for magtens skyld, men som inspireret af tidens store oplysningstænkere satte en række reformer i den danske sø. Alt i alt et fint menneske.
Så jeg blev lidt nysgerrig, og spurgte google. Man kan vist roligt sige, at mindst en enkelt kritiker ikke var begejstret for karakteristikken af den tyske medicinmand. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro på.
Hvorom alting er, så er der vist enighed om, at tysken blev aflivet på Østre Fælled i København den 28. april 1772. Han blev derefter trillet til Vestre Fælled. Resterne af ham skulle nu angiveligt være endt i den tyske Skt. Petri Kirke. Så den besøgte jeg i dag. For lige at vise Johann Friedrich den sidste ære. Oplysningsmand eller ej.
lørdag den 28. juli 2007
Michael
Jeg synes jo selv, jeg er et ret tolerant menneske. Åben overfor andre sandheder end den, jeg selv hviler på. Men nogle gange får man bare lyst til at bede folk holde kæft. Tie stille.
Politivedtægten burde give mulighed for at udstede taleforbud til naive mennesker: Fjolser, tag lige to skridt tilbage fra jeres 42 tommer plasmaskærm og luk de ariske øjne og tænk jer om et par sekunder. Manden lyver jo. Fat det. Og lad være med at komme rendende med jeres Jantelov.
Jeg så engang i min højskoletid (ja, jeg har også levet) et foredrag med en ret så international dame. 4 bedsteforældre fra 4 forskellige lande. Ingen af dem Danmark. Men nu var hun så endt her mere eller mindre tilfældigt. Emnet var danskhed. Jeg frygtede det værste. Onde mennesker, for lidt sol osv.
Men så stod hun der. Smuk og multietnisk og spyttede fornuft ud i en lind strøm. Jantelov har man alle steder, sagde hun. Danmark et blot det eneste land, hvor den har et navn, og det har den, fordi folk der kikser bruger den som undskyldning.
Der er ingen grund til at hade Michael Rasmussen. Men der er ingen grund til at have ondt af ham. Man bør have ondt af folk, der er uheldige og slår sig på livet. Ikke på fjolser, der lyver og snyder sig til rigdom og fame og så bliver fanget i deres egne løgne. Heller ikke hvis de har dansk pas, og bliver fældet af en italiener.
Fat det. Tak.
Politivedtægten burde give mulighed for at udstede taleforbud til naive mennesker: Fjolser, tag lige to skridt tilbage fra jeres 42 tommer plasmaskærm og luk de ariske øjne og tænk jer om et par sekunder. Manden lyver jo. Fat det. Og lad være med at komme rendende med jeres Jantelov.
Jeg så engang i min højskoletid (ja, jeg har også levet) et foredrag med en ret så international dame. 4 bedsteforældre fra 4 forskellige lande. Ingen af dem Danmark. Men nu var hun så endt her mere eller mindre tilfældigt. Emnet var danskhed. Jeg frygtede det værste. Onde mennesker, for lidt sol osv.
Men så stod hun der. Smuk og multietnisk og spyttede fornuft ud i en lind strøm. Jantelov har man alle steder, sagde hun. Danmark et blot det eneste land, hvor den har et navn, og det har den, fordi folk der kikser bruger den som undskyldning.
Der er ingen grund til at hade Michael Rasmussen. Men der er ingen grund til at have ondt af ham. Man bør have ondt af folk, der er uheldige og slår sig på livet. Ikke på fjolser, der lyver og snyder sig til rigdom og fame og så bliver fanget i deres egne løgne. Heller ikke hvis de har dansk pas, og bliver fældet af en italiener.
Fat det. Tak.
Abonner på:
Opslag (Atom)