Craig

Siden jeg var i Mongoliet i 2001, har jeg haft en nærmest kitchet svaghed for Centralasien. De her lande, der pludselig er dukket op på den oppustelige globus, og hvis eksistens kan forbløffe selv sunde, raske, geografiinteresserede drenge. Turkmenistan, Tadjikistan og det, der er værre.

Og da jeg samtidig har en ligeså sund fetchisime for ambassader, så var der ikke meget at stå imod med, da jeg faldt over den her Berlingske-kronik. Jeg købte fluks bogen.

Det har jeg ikke fortrudt. Man kan sagtens lulle sig selv i søvn, bekræfte sine egne holdninger med lukkede øjne. Men Craig Murrays beretning om de grumme forhold i det Usbekistan, der ellers lyder så eksotisk uskyldigt fik mig til at tænke over den såkaldte krig mod terror. Det er nemlig ikke kun en bog om Usbekistan. Det er ligeså meget en bog om det vestlige hykleri i kampen for en bedre verden.

Den gjorde stor indtryk. Og bogen fortsætter på sin vis på Murrays blog. Jeg er ikke enig i alt, hvad han skriver. Men jeg er knap så sikker, som jeg var for 14 dage siden. Det er i vid udstrækning Murrays fortjeneste. Samtidig mindede bogen mig om, hvor priviligerede vi er her i dette yndige kongerige. Det kan næsten ikke siges for tit.