Man kan jo vanskeligt passere en rygende SOSU-hjælper på fortovet i disse dage uden at bøje nakken tynget af dårlig samvittighed.
Der står de. Disse hårdtarbejdende kvinder, der får så lav en løn, at de ville gå sultne i seng, hvis ikke de allerede i de fortrængte teenageår havde sparet lidt lagre sammen på lår og baller, som de nu kan tære af.
Nej, undskyld satiren. Det er på mange måder ikke verdens fedeste job. Der er ikke meget flekstid og selvbestemmelse på en almindelig tirsdag for den gennemsnitlige SOSU-assistent. Alligevel påtager de sig opgaven. Respekt for det. Så langt.
Men jeg gider ikke høre mere tuderi om SOSU-assistenters løn. For det første er de slet ikke så lavtlønnede, som de selv bakket op af medierne fremturer med. Særligt ikke sammenlingnet med deres uddannelsesniveau. Men jeg anerkender, at det er en faglig kamp, hvor fakta ikke nødvendgvis er en velkommen gæst.
Der hvor jeg for alvor får spat er til gengæld snakken om kolde kontra varme hænder. Ideen om, at man er en bedre offentlig ansat og et bedre menneske, hvis man arbejder med varme hænder, end hvis man sidder bag et skrivebord. Hvad bilder de sig egentlig ind?
Men okay, SOSUer. Hvis I indvilliger i at nationaløkonomi, forvaltningsret, statistik og implementering af offentlig politik bliver en flereårig del af SOSUskolen, så skal jeg gerne bakke op om jeres krav om mere i løn.
Indtil da: Hold jeres kæft. Tak.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar