Craig

Siden jeg var i Mongoliet i 2001, har jeg haft en nærmest kitchet svaghed for Centralasien. De her lande, der pludselig er dukket op på den oppustelige globus, og hvis eksistens kan forbløffe selv sunde, raske, geografiinteresserede drenge. Turkmenistan, Tadjikistan og det, der er værre.

Og da jeg samtidig har en ligeså sund fetchisime for ambassader, så var der ikke meget at stå imod med, da jeg faldt over den her Berlingske-kronik. Jeg købte fluks bogen.

Det har jeg ikke fortrudt. Man kan sagtens lulle sig selv i søvn, bekræfte sine egne holdninger med lukkede øjne. Men Craig Murrays beretning om de grumme forhold i det Usbekistan, der ellers lyder så eksotisk uskyldigt fik mig til at tænke over den såkaldte krig mod terror. Det er nemlig ikke kun en bog om Usbekistan. Det er ligeså meget en bog om det vestlige hykleri i kampen for en bedre verden.

Den gjorde stor indtryk. Og bogen fortsætter på sin vis på Murrays blog. Jeg er ikke enig i alt, hvad han skriver. Men jeg er knap så sikker, som jeg var for 14 dage siden. Det er i vid udstrækning Murrays fortjeneste. Samtidig mindede bogen mig om, hvor priviligerede vi er her i dette yndige kongerige. Det kan næsten ikke siges for tit.

Johann Friedrich

Nu er det ikke fordi den her blog pr definition skal være noget stort forsvarsskrift for tyske sjæle. Den skal faktisk ikke være noget som helst andet end mine overflødige tanker.

Men i denne uge har jeg kvalt den svenske forfatter Per Olov Enquists Livlægens Besøg. Bogen handler om den tyske læge Struensees korte, men skelsættende tid ved det danske hof i 1770erne. Dels er bogen godt skruet sammen, men dels er det også en periode i danmarkshistorien, som jeg ved alt for lidt om. Derfor slugte jeg den i et hug.

Bogen beskriver Struensee som et fremsynet og liberalt menneske, der ikke bare søgte magten for magtens skyld, men som inspireret af tidens store oplysningstænkere satte en række reformer i den danske sø. Alt i alt et fint menneske.

Så jeg blev lidt nysgerrig, og spurgte google. Man kan vist roligt sige, at mindst en enkelt kritiker ikke var begejstret for karakteristikken af den tyske medicinmand. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro på.

Hvorom alting er, så er der vist enighed om, at tysken blev aflivet på Østre Fælled i København den 28. april 1772. Han blev derefter trillet til Vestre Fælled. Resterne af ham skulle nu angiveligt være endt i den tyske Skt. Petri Kirke. Så den besøgte jeg i dag. For lige at vise Johann Friedrich den sidste ære. Oplysningsmand eller ej.