Nu er det ikke fordi den her blog pr definition skal være noget stort forsvarsskrift for tyske sjæle. Den skal faktisk ikke være noget som helst andet end mine overflødige tanker.
Men i denne uge har jeg kvalt den svenske forfatter Per Olov Enquists Livlægens Besøg. Bogen handler om den tyske læge Struensees korte, men skelsættende tid ved det danske hof i 1770erne. Dels er bogen godt skruet sammen, men dels er det også en periode i danmarkshistorien, som jeg ved alt for lidt om. Derfor slugte jeg den i et hug.
Bogen beskriver Struensee som et fremsynet og liberalt menneske, der ikke bare søgte magten for magtens skyld, men som inspireret af tidens store oplysningstænkere satte en række reformer i den danske sø. Alt i alt et fint menneske.
Så jeg blev lidt nysgerrig, og spurgte google. Man kan vist roligt sige, at mindst en enkelt kritiker ikke var begejstret for karakteristikken af den tyske medicinmand. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro på.
Hvorom alting er, så er der vist enighed om, at tysken blev aflivet på Østre Fælled i København den 28. april 1772. Han blev derefter trillet til Vestre Fælled. Resterne af ham skulle nu angiveligt være endt i den tyske Skt. Petri Kirke. Så den besøgte jeg i dag. For lige at vise Johann Friedrich den sidste ære. Oplysningsmand eller ej.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Ole Hyltoft. Fred med ham.
Det kommer måske til at lyde for relativistisk, men jeg synes, man skal passe på med at naturalisere nationalisme så meget, som Hyltoft gør. Nationen er altså stadig en konstruktion, selvom den er en magtfuld konstruktion. Og så siger det jo sig selv, at der ikke er langt fra Hyltofts romantiske nationalisme til udviklingsangst og måske endda fremmedhad.
Det var ikke, fordi jeg ville skrive under på Hyltofts artikel, men for at vise, at der åbenbart er meget delte meninger om den gode Johann Friedrichs eftermæle.
Send en kommentar